Lærerexit – et portræt

Skolenyt Esbjerg

Scenen er Grønttorvet en lun lørdag formiddag i sensommeren: LærerNyts skriverkarl er sendt på indkøbstur af konen, og dér – mellem grøntsager, ost, fisk og blomster – løber jeg ind i en lettere ”utilfreds” kollega fra én af mine naboskoler. Han konstaterer, at han har modtaget en af mine elever, som flyttede skole, da rebet og kravene strammede lidt til hos os i forhold til ham og hans familie. Vi bliver hurtigt enige om, at det nok ikke bliver sidste skolestation for hans vedkommende, og samtalen spores uvilkårligt ind på folkeskolens rummelighed m.m. Min kollega formulerer pludselig udtrykket ”rummelighed bliver let til fordummelighed”, og den slags markante udmeldinger giver jo altid stof til lidt eftertanke….: Han er da et oplagt emne til et portræt i LærerNyt.Jeg mødtes atter med Ole Jacobsen nogle måneder efter vort torvetræf.Lærernyt: Hvorfor blev du egentlig lærer, og hvordan ser din hidtidige karriere ud?Ole Jacobsen: Det hele begyndte faktisk tilbage i 1968, hvor jeg på seminariet i Kolding blev kontaktet af Esbjerg Badmintonklub, som gerne ville have mig til at være dommer i en badmintonlandskamp mellem Danmark og England. Dysten skulle finde sted i Esbjerg i den gamle badmintonhal i Havnegade. Efter kampens afslutning havde jeg den udsøgte fornøjelse og ære at sidde ved siden af byens daværende borgmester, Henning Rasmussen, til banketten på Hotel Britannia. Han roste mig for en god indsats og spurgte lidt til mig som privatmenneske. Da han hørte, at jeg ville blive færdig som lærer året efter, meddelte han uden omsvøb, at han da gerne ville være behjælpelig med at skaffe mig arbejde her i hans by. Tilbage på seminariet indviede jeg min sidekammerat i det flotte tilbud, og på et tidspunkt i foråret 1969 kom hun og fortalte, at hun havde set, at der var en ledig stilling i Esbjerg, på Jerne Skole. Der var et par andre skoler, der havde fået færten af, at jeg vidste noget om badmintontræning, og som derfor havde vist en vis interesse i at få mig tilknyttet deres skole, men det var jo på den tid, hvor der stadig var noget særligt over det esbjergensiske skolevæsen. Jeg havde det nærmest med Esbjerg som en muslim, der ser det som det ultimative i livet at nå til Mekka… Hele skolekulturen og måde at drive skole på i Esbjerg var jo stadig noget, som alle landets skolevæsener bestræbte sig på at plagiere.

LærerNyt: Så du tog altså toget vestpå og stod af ved Jerne Skole?

Ole Jacobsen: Ja, og lærerjobbet var en kæmpe udfordring, fordi vi dengang ikke havde nogen til at vise os til rette eller give gode råd – ingen tutorordning e.l. Derfor var det egentlig ”blot” et spørgsmål om at overleve eller dø i jobbet. Jeg overlevede, fordi jeg var omgivet af nogle fantastiske lærerkræfter, som jeg kopierede på livet løs. Jeg lagde mærke til, hvordan de gik til og forlod en time, jeg lyttede lidt ved døren, når en kollega var i gang med undervisningen, jeg overhørte deres samtaler på lærerværelset og andre iagttagelser fra samme skuffe; den skuffe, der skulle være medvirkende til, at jeg fandt min egen læreridentitet og måde at drive undervisning på. Det var en dejlig tid på Jerne Skole med en fantastisk leder i Ahlmann Nielsen. Han var hård og kontant, men samtidig i udpræget grad sine læreres beskytter. Hvis der måtte være forældreklager over en lærers adfærd, så skulle disse forældre virkelig meget igennem, inden der eventuelt blev en sag ud af det. Han var overbevist om, at han kun havde ansat dygtige og korrekte lærere, der ville skolen og eleverne det bedste. I 1983 valgte jeg en frivillig forflyttelse, da skolen jo stod for en lukning. Jeg kunne altså med andre ord selv vælge en ny arbejdsplads, og da jeg siden begyndelsen af halvfjerdserne havde boet i Fovrfeld-kvarteret og gerne ville arbejde tæt på min bopæl, så ville Fourfeldtskolen jo have været et nærliggende valg – ikke mindst fordi jeg synes, at det er en god skole. Min datter, som var elev på skolen, brød sig imidlertid ikke om den tanke, at hendes far også skulle have sin daglige gang der, så mit valg faldt i stedet på Ådalskolen…. Til et skema, der i allerhøjeste grad bar præg af, at det var krummerne, der lå tilbage, efter at de øvrige lærere havde taget for sig af retterne. Sidenhen blev jeg projektleder ved Esbjerg Kommune i et år, og fortsatte derefter i en stilling som den første badmintonkonsulent indenfor Danmarks Idræts Forbund. Der blev jeg fyret efter to år p.g.a. uoverensstemmelser omkring lønnen, men dog blot for at blive genansat seks måneder senere. Jeg gik dog ledig i et halvt år og reflekterede så på et jobopslag fra Bakkevejens Skole i Bramming med klasselærerfunktion i en 9. kl. samt sprogtimer i 10. kl. Det var et hårdt, men godt år i Bramming, men jeg fik en henvendelse fra Ådalskolen, som gerne ville have mig tilbage i folden – og det fik den.

LærerNyt: Du bliver nødt til at følge lidt op på den kommentar om rummeligheden inde fra Grønttorvet.

Ole Jacobsen: I mine mange år som lærer har skolen altid været rummelig. Klasserne har været bredt sammensat, men når elever i en vis grad faldt uden for det, vi førhen benævnte ”normalitetsbegrebet”, så placerede man dem i specialklasser. I dag forsøger man at beholde disse elever inde i normalklasserne, og i stedet for at sende dem ud af klassen, sender man et antal lærere ekstra ind i klassens rum – altsammen p.g.a. besparelser. Det lyder jo som en besnærende ide, men resultatet bliver ofte, at det for eleverne bliver temmelig diffust, hvem det er, der skal lyttes til eller hvem, der fremstår som ”cheftræner”. Desuden mener jeg ikke, at vi for den samme løn skal optræde som supervisor eller vejleder for vore kolleger i den daglige undervisning – og det er også tilfældet i rummelighedens hellige navn. Jeg har personlig oplevet at være del af en mindre hær på fem lærere, der rykkede ind i en klasse, hvor fire af os skulle fungere som støtte for den pågældende faglærer; det var ganske enkelt forfærdeligt. Vi opnår også, at elever, der slet ikke trænger til støtte, automatisk søger over til os, fordi de naturligt vil have lidt personlig kontakt og opmærksomhed. Navnet ”folkeskole” indikerer jo i sig selv, at vi er rummelige, så det er der ikke ret meget nyt i. Men den nye facon at gribe begrebet an på, får konsekvenser på disciplineringen, fordi der ikke er fulgt visioner med på det felt. Det virker på mig, som om man bare tror, at det med disciplinen, det kommer af sig selv, og at det er en helt naturlig ting. Man har bare overset, at når man bringer så mange mennesker sammen i et lille rum, der i forvejen er fyldt godt op med høje klassekvotienter, så stiller det enorme krav til f.eks. støjniveauet – ud over alle de andre forhold, der gør det tåleligt at være sammen omkring et stykke arbejde. Hvem af lærerne skal for øvrigt være ”det dumme svin” i elevernes øjne, når der skal skaffes arbejdsro – skal det altid være den lærer, der har ansvaret for klassen, eller kan man bruge en af støtterne? En anden negativ ting ved rummeligheden er, at der hersker en fejlagtig opfattelse af, at det primært er de tosprogede drenge, der volder problemer med disciplinen. De danske drenge har nøjagtig de samme problemer, hvor mange af dem har så travlt med at være drenge, at de ikke kan holde ud at sidde stille ret længe ad gangen. I mine øjne bliver de søde, pligtopfyldende piger de store vindere i fremtidens skole, og alt for mange drenge vil ikke være i stand til at honorere de faglige krav, der stilles, og qua den udvikling vil de få det svært med et fremtidigt arbejde. Jeg mener virkelig, at rummelighedens nye ansigt begår en forbrydelse på generationer, fordi man blander elever sammen på en unaturlig måde, og de elever, som kommer ekstra ind i klasserne, løber faktisk mest i vejen for hinanden.

LærerNyt: Hvordan mener du ellers, vi kan løse opgaverne m.h.t. rummelighed?

Ole Jacobsen: Først og fremmest mener jeg, at børn skal disciplineres – gerne sendes igennem en slags rekrutskole. Der skal virkelig sættes ind på at få løst den enorme opgave, der ligger i at få skabt en basis for, at vore elever kan begå sig. Vi regner med, at det alt sammen kommer som sne om vinteren, og at de selvfølgelig udvikler sig med alderen og nok på et tidspunkt bliver klogere og mere modne. Men vi tager, som det ser ud p.t., grueligt fejl. Der skal være nogle regler som i trafik og boldspil, og det skal da ikke diskuteres, hvor bolden skal ligge, når der skal sparkes straffespark eller om det er rødt eller grønt lys, der betyder stop. Basale ting som opførsel overfor andre mennesker, materialer, der er i orden, lektier, der er læst og den slags, skal der absolut arbejdes med overalt i det danske samfund. Et udtryk som ”undervisningsparat” skal atter findes frem fra museet og støves af, for det er et temmelig ukendt begreb blandt vore dages elever. Min generation fik klø, hvis man gjorde tingene forkert eller var ulydig, og det er selvfølgelig ikke noget tema fremover, men at vi er landet i den anden grøft, hvor man selv kan beslutte alt, er heller ikke nogen fornuftig løsning. Lærernes ekspertise er totalt demonteret, og jeg tør godt sige højt, at jeg kunne ønske mig en moderne udgave af den sorte skole. Vi ser ikke megen møde- eller forberedelsesdisciplin, og jeg synes nok, at jeg kan fornemme rummeligheden krakelere, når jeg lægger mærke til, hvor mange lærere, der lader deres elever forlade klasseværelset for at”arbejde”, hvorpå de unge placerer sig i blomsterkummer og under arbejdsborde, mens de laver alt muligt andet end det, de fik besked på. Der hersker mange steder total anarki, og det bliver man nødt til at tage seriøst fat på, hvis vi skal lykkes med rummeligheden. Jeg giver ikke mange flade ører for begreber som ”ansvar for egen læring”, når de ikke engang kan klare at have ansvar for deres måde at opføre sig på. De personer, som lancerer den slags begreber, burde tvangsudskrives til et vist antal måneders samfundstjeneste ude i virkeligheden! Når vi snakker rummeligheden nutildags, så har jeg også registreret, at der er opstået et nyt spil i skoleverdenen: ”Rummeligheds-sorteper”, hvor den, der er Sorteper jo er ham, som sidst har modtaget en elev, der ikke passede ind i systemet på den afgivende skole. Sorteper sendes konstant videre – som regel af forældre, der ikke accepterer, at der stilles krav til deres medvirken i arbejdet omkring deres eget barn. Jeg er målløs!

LærerNyt: Hvis vi skal formå at rumme alle de forskellige elever og deres forældrebagland, stiller det vel specielle krav til os som lærere også?

Ole Jacobsen: Naturligvis, men først og fremmest mener jeg, at Esbjerg skal tilbage i 1. division på skolefronten. Skiftende byråd har i alvorligt omfang minimeret vore muligheder via besparelser, og hvis man udelukkende fokuserer på det siddende byråd, så begår man en fodfejl, for hele besparelsesøvelsen begyndte altså under det tidligere socialdemokratiske styre – men er så fulgt velvilligt op af et borgerligt flertal sidenhen. Oveni har byen så panikstartet ”SPAS-projektet”. Ideen med SPAS fejler da ingenting, men essensen af at spille på alle strenge burde vi forhåbentlig alle have med i bagagen fra vores uddannelse. Det kan da ikke være rigtigt, at når jeg én gang har taget kørekort til lærerjobbet, så skal jeg op til nye køreprøver ustandselig? Jeg ved alt om, at børn har forskellige intelligenser og mange forskellige sider og styrkeområder. Når jeg er allermest irriteret over alle de resurser, der investeres i projektet, så fortæller jeg mine kolleger, at det jo snart er H.C.Andersen-tid, og han skrev et eftertænksomt eventyr om ”Kejserens nye klæder”!

LærerNyt: Har du kommentarer til PISA-undersøgelsen?

Ole Jacobsen: Jeg er helt overbevist om, at vi kun har set den spæde begyndelse af en lang række tests, der på et tidspunkt sandsynligvis resulterer i, at dine elevers resultater afgør din løn og ligeså skolelederens. Jeg tror heller ikke, at den tid ligger fjern, hvor eleverne skal give os karakterer som undervisere, og hvor vi skal vurdere hinanden indbyrdes – f.eks. som censor i forbindelse med prøver. Det gør man allerede på visse uddannelser i dag. Denne ”jeg-skal-komme-efter-dig-skal-jeg”-mentalitet har taget sit udspring i USA og fortsatte via England til lille Danmark, hvor den i øjeblikket kommer væltende som en flodbølge ind over landet – nærmest som en mental tsunami. Jeg har principielt ikke noget mod tests, men jeg er bange for, at det snildt kan udvikle sig til en dagligdag, der styres af, at der snart kommer en ny test, og så kan det jo nemt komme til at ligne dengang, hvor vi kunne kongerækken og salmevers udenad.

LærerNyt: Øvrige mærkesager?

Ole Jacobsen: Jeg håber, at vore skoleledere igen vil få tid til at være den faglige mur, man kan spille bolden op af. De har fuldt ud at gøre med budgetter og arbejdet med rummelighed, og jeg savner i høj grad at få såvel med- som modspil fra den kant. Det fik vi tidligere fra vore chefer, og jeg er sikker på, at savnet er allerstørst hos vore unge kolleger, som gerne vil have et klap på skulderen eller et velment spark bagi, når det er fortjent. Lad os få noget mere pædagogisk styring tilbage, men jeg kunne da godt frygte, at vi fremover kunne få skoleledere at se, der ikke var læreruddannede, men som blev ansat som administratorer. Vi har jo i dag øverste chefer, der er HK’ere, og det kan man sagtens tolke som et signal i den retning.

LærerNyt: Du fylder snart tres og har været med i mange år; hvordan har skolen iøvrigt udviklet sig?

Ole Jacobsen: Jeg mangler vist at sige lidt om forældreholdningen til skolen, for den har ændret sig markant. Da jeg startede, herskede der tiltro til skolens og lærernes kunnen og faglige ekspertise. Man var mest enig med os i de ting, vi gjorde, hvor vi i dag oplever, at mange for det meste er uenige eller simpelthen ikke begriber, at der stilles visse krav til børn og forældre som naturlige forudsætninger for en fornuftig skolegang. Mange ser skolen som et nødvendigt onde og som en trussel mod deres måde at se verden på. Aldrig nogensinde har vi oplevet så mange børn, der reelt er deres egen opdrager; der er ingen, der skal fortælle dem, hvordan man skal opføre sig…. Det skal de nok selv bestemme. Vores arbejde har i årevis været genstand for en nedgørelse, der ingen steder hører hjemme. Det skyldes ikke kun samfundets generelle udvikling, men ligeså meget vores nærmest stagnerede lønniveau.

LærerNyt: Hvad vil du gerne huskes for, når dine kolleger, forældre og elever omtaler dig?

Ole Jacobsen: Jeg håber, man vil huske mig for at have været en lærer med sin helt egen stil. Jeg håber, man vil sige, at jeg var glad og retfærdig, og jeg tror, man vil mindes mig som en lærer, der var god til at kommunikere. Jeg har også altid bestræbt mig på at være en, der var i besiddelse af ”Fingerspitzgefühl”, så jeg lod folk være, når jeg fornemmede, at der var behov for det. Til sidst vil jeg mene, at jeg er en person, der forsøger at lære mine omgivelser, at der altid findes flere muligheder, at se divergent på tingene.

LærerNyt: Tak for en ærlig og inspirerende snak.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Store og små tanker fra vandkanten